Forhandlinger fører til Ukraines neutralitet
De seneste forhandlinger har taget skridt hen mod en fredsaftale, men en endelig aftale kan tage måneder eller år, og den fører utvivlsomt til, at Europa får en langt stærkere rolle end USA
30.03.2022
Hugo Gaarden
Den fjerde forhandlingsrunde mellem Rusland og Ukraine i Islamabad har taget afgørende skridt frem mod en fredsaftale, og det står nu klart, hvad hovedelementerne bliver – medmindre præsident Vladimir Putin forhandler på skrømt og forlænger eller optrapper krigen. En snarlig afslutning på krigen er ikke på trapperne.
En aftale vil indebære neutralitet for Ukraine, dvs. at Ukraine afskriver sig muligheden for medlemskab af NATO. Den løsning har Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, klart givet udtryk for den seneste tid. Desuden går Rusland med til, at Ukraine kan blive medlem af EU. Men Rusland vil fastholde Østukraine og Krim og formentlig en stribe land mellem Rusland og Krim. Næste skridt kan blive et møde mellem Putin og Zelenskij.
En aftale efter disse retningslinjer har ligget i kortene som det mest sandsynlige siden krigens start trods Putins krav i starten af konflikten og trods talrige udtalelser og formodninger fra USA’s side. Det har udelukkende været vestlige ledere, der har sagt, at Putin har som mål om at erobre hele Ukraine og fjerne Zelenskij. Putin, derimod, har fra december sagt, at han kræver et stop for NATOs ekspansion mod øst, og at Ukraine derfor skal afstå fra NATO-medlemskab.
Meget tyder på, at Putin har troet, at han med en blitzkrig kunne tvinge Ukraine til en hurtig overgivelse og accept af hans krav. Men Ukraine har vist sig som en langt stærkere modstander, end han og hærledelsen har regnet med. Nu ser det ud til, at han i store linjer vil holde sig til det, han i dag har opnået. Det fremgår af udtalelser fra militære chefer de seneste dage. Rusland trækker styrker tilbage fra de nordlige områder, men beholder de to republikker i Østukraine, måske hele Donbas samt Krim og måske en landstribe ved Sortehavet. Meget tyder på, at der foregår en magtkamp mellem hærledelsen, der erkender realiteterne, og Putin, der har levet i en illusion om det russiske imperiums genetablering.
Men med en aftale som den skitserede når han sit afgørende mål: At skubbe NATOs og USA's intentioner tilbage til NATOs nuværende område og at tvinge Ukraine til at blive neutralt. Det er et klart nederlag for NATO og USA.
Et afgørende punkt for Ukraine bliver sikkerhedsgarantier, som ventes udstedt af en række lande: Rusland, USA, UK, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Polen, Israel og Tyrkiet.
Men forhandlingerne kan blive langvarige, formentlig afbrudt af nye kamphandlinger, og da Ukraine vil have en folkeafstemning om en fredsaftale, kan det i sig selv tage mange måneder, og resultatet er usikkert. Desuden skal en endelig aftale om Krim måske først indgås efter flere år.
En aftale af den karakter bliver svær for USA at acceptere, da USA har presset på for at få Ukraine og Georgien som medlem af NATO, mens Tyskland og Frankrig hele tiden har været imod. Den udvikling har Putin i årevis advaret imod. Det kan også blive svært for Vesten at godkende en fredsaftale, ja, bare en våbenhvile, hvis Putin stiller som betingelse, at de omfattende økonomiske sanktioner skal ophæves. Zelenskij kan få lige så store problemer i USA som i Rusland. Presset på ukrainerne kan blive ulideligt.
Det afgørende bliver, hvordan Frankrig og Tyskland reagerer. Skitsen til en aftale svarer i grove linjer til dét, de to har arbejdet på i den såkaldte Minsk-proces. Havde de to lande været mere klar i mælet de seneste år, især i de seneste måneder, og havde de turdet true med konkrete sanktioner i tilfælde af et russisk angreb, kunne krigen måske have været undgået. Resultatet bliver i hvert fald i grove træk det samme – med den forskel, at Rusland har smadret store dele af Ukraine, drevet over tre millioner mennesker på flugt og dræbt flere tusinde ukrainere. Samtidig har Putin forårsaget en bitter strid med Vesten, som det bliver meget vanskeligt at rette op på - hvis han bliver siddende ved magten.
Den seneste fase af krigen har vist, at der trods samlingen om NATO og de hurtige beslutninger om sanktioner er dybe spændinger mellem USA og Europa, primært over for Tyskland og Frankrig, men også over for Storbritannien, der er parat til at ophæve sanktionerne, hvis Rusland afslutter krigen. Dét har Biden ikke sagt noget om. Han har derimod skabt undren og fortørnelse ved sin udtalelse i Polen om, at Putin bør fjernes. Det skabte en formodning om, at USA dybest set går efter et regimeskifte i Rusland og ikke en hurtig afslutning på krigen. Den udlægning benægter USA.
Det spiller også ind, at Europa betaler den største byrde ved krigens og sanktionernes følge. Desuden kommer Europa til at betale det meste af Ukraines genopbygning, måske 750 milliarder kr. Rusland vil næppe bidrage, og Europa véd, at en slags Marshall-hjælp til Ukraine er nødvendig for at få en endelig fredsordning i Europa efter Den kolde Krig. Men det bliver en byrde for europæerne.
Det er værd at hæfte sig ved nogle udtalelser fra den franske præsident, Emmanuel Macron, i fransk fjernsyn i søndags. ”Vi befinder os ikke længere i Den kolde Krig,” sagde han. Det er europæerne, og ikke amerikanerne, der ”lever ved siden af Rusland.” Han tilføjede: ”Derfor behøver vi en forsvarspolitik, og vi behøver at definere en sikkerhedsarkitektur for os selv, og vi skal ikke uddelegere den opgave.”
Dermed lagde han afstand til den amerikanske dominans i den europæiske sikkerhedspolitik og ønsker ikke, at USA skal have en afgørende rolle i den ordning, der skal laves i Europa som en konsekvens af Putins krig. Det er en opgave, europæerne selv skal klare, og det svarer fuldstændig til hans udtalelser de seneste år om en europæisk suverænitet. Som følge af den dramatiske tyske sikkerhedspolitiske kursændring for nylig har han nu fået en stærk partner i Tyskland – for at sikre en mere selvstændig europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik.
Alle har fejltolket Putin – først over for hans advarsler, siden over for hans krigsoptrapning. Det betaler Ukraine en dyr pris for, og 30 års erhvervsmæssige relationer ligger i ruiner. Putin har løjet og drevet statsterrorisme. Men har Vesten ført en klog politik?