Putins politiske blitzkrig vælter efterkrigstiden
Foreløbig har Vesten fået et drønende nederlag med Ruslands blitzkrig, der også er en politisk blitzkrig, der tog Vesten på sengen. Efterkrigstidens sikkerhed er rykket op med rode og tvinger Europa t
25.02.2022
Af Hugo Gaarden
De vestlige efterretningstjeneste havde ret. Der kom en russisk invasion i Ukraine. Men lynangrebet torsdag morgen og begivenhederne den seneste uge var helt anderledes, end nogen havde ventet, og det viser, at præsident Vladimir Putin foreløbig har fået overtaget.
Vesten tog ikke hans advarsler og trusler alvorligt de seneste 15 år, men lukkede øjnene og var slet ikke forberedt på hans politiske blitzkrig den seneste uge med nye beslutninger dag for dag. Det endte med angrebet, som måske ikke er en regulær invasion, men som tog sigte på at smadre det ukrainske forsvar og udenlandsk militærhjælp med avancerede våben. Den vestlige hjælp med anti-fly raketter og anti-tank våben blev sprængt i luften på et døgn eller to, så Ukraine stort set er blevet demilitariseret. Nu behøver USA og EU-landene ikke at forhandle om en form for ukrainsk neutralitet. Putin har brutalt klaret det på slagmarken.
Den vestlige sanktionspolitik har overhovedet ikke haft nogen virkning. Putin blev ikke skræmt. Rusland er forberedt på sanktionerne, mens især Europa vil få dem at mærke med stærkt voksende gaspriser og tab på samhandelen. Europa kan ikke finde tilstrækkelig erstatning for russisk gas i mange år. Det kan ende i recession, netop mens der var udsigt til vækst efter pandemien. At de vestlige lande blev taget på sengen og virker hjælpeløse ses af, at den tyske kansler, Olaf Scholz, og udenrigsminister Annalena Baerbock, ikke har noget svar på, hvad de nu vil gøre ud over at fortsætte med de sanktioner, som russerne blæser på. Det er reaktionen i hele den vestlige verden. Hverken Europa eller USA har tilsyneladende forberedt sig på et modtræk og et alternativ til deres egen politik.
Putin lyver til sin egen befolkning, f.eks. med påstande om ukrainsk folkemord, og desuden truer han Vesten med ”konsekvenser, som I aldrig har mødt i jeres historie” – en slet skjult trussel om at bruge atomvåben, som han for nylig så en test på. Har han hevet atomvåben op som et kampmiddel og ikke bare som afskrækkelse? I så fald får det fundamental betydning for den globale sikkerhedspolitik – og for Europa og for USA's og NATOs sikkerhedsgaranti.
Både præsident Joe Biden og NATO har tydeligt sagt, at NATO ikke vil hjælpe Ukraine med tropper, fordi det kan føre til en ny verdenskrig. Ukraine er ikke medlem af NATO. Men efter blitzkrigen, hvo ukrainerne føler, at de blev ladt i stikken, vil USA så risikere en atomkrig for at hjælpe f.eks. de baltiske lande? Hvis Ukraine-krigen skærpes og fører til en langvarig konfrontation, kan det ende i, at især de baltiske lande må frygte, at de bliver andenrangs medlemmer af NATO.
Det er blevet en kolossal udfordring for NATO og for Europas meget tøvende bestræbelser på at skabe et fælles, europæisk forsvar. Putin viser, at der åbenbart skal være atomvåben i baghånden. Vil europæerne og tyskerne have et fælles atomforsvar?
Putin har formentlig flere mål med angrebet på Ukraine, herunder at ødelægge det spirende demokrati, og man kan ikke udelukke, at han fjerner Zelenskij-regeringen. Men hovedmålet er at ændre den europæiske sikkerhedspolitik siden 1990 med Murens og Sovjetkommunismens fald. Rusland har været imod udvidelsen af NATO til Østeuropa, fordi det blev betragtet som både en ydmygelse og en trussel. Manden bag den succesrige amerikanske inddæmningspolitik over for Sovjetunionen, George Kennan, fandt NATO-udvidelsen en tragisk fejltagelse, fordi Sovjetunionen og Rusland ikke længere udgjorde nogen trussel. Men USA ville have udvidelsen, mens Tyskland og Frankrig hindrede Ukraines og Georgiens optagelse.
Putin har advaret om konsekvenserne flere gange siden 2008, og nu ser vi konsekvensen. Selv ikke Tyskland og Frankrig havde tilstrækkelig finfølelse til at sikre et tæt samarbejde med Rusland, og efter anneksionen af Minsk formåede de ikke at få en holdbar aftale mellem Ukraine og Rusland. De opgav, ligesom de siden 1990 opgav at udvikle en troværdig og accepteret sikkerhedspolitik mellem Europa/Vesten og Rusland.
Hvad gør USA og Europa så, hvis Putin om nogle uger trækker sine styrker tilbage, efter at han har halshugget Ukraines ledelse, som amerikanerne udtrykker det, og har sikret Ukraines ”neutralitet”, og når sanktionerne ikke virker? Vi Vesten forhandle om Ukraine, en ny europæisk sikkerhedsorden og NATOs styrker i Østeuropa? Det bliver en svær kamel at sluge, men europæerne tvinges til det. Det er afgørende for energileverancerne, en grøn omstilling og forholdet til Rusland, Kina og hele Asien.
Men europæerne kommer heller uden om en massiv styrkelse af sit eget forsvar og en europæisk afskrækkelse. Tyskland kn på sigt ikke leve med, at USA vil diktere den tyske energipolitik (apropos Nord Stream 2), og Europa kan ikke holde til en ny krise á la Ukraine, hvor Europa er magtesløs, og som ikke kan løses af NATO.
Europa og især Tyskland kommer til at lave en ny Østpolitik, ellers kommer der et nyt jerntæppe, måske ned gennem et splittet Ukraine. Europa og Tyskland må også tage stilling til, hvordan de skal forholde sig til andre politiske systemer, for Asien og Kina er afgørende for, om Tyskland og Europa kan fastholde sin position som økonomisk stormagt med et unikt samarbejde mellem gamle fjendelande.